Hendes stemme var skarp og lød allerede irriteret.
"Claire, vi flytter ind i morgen," sagde hun. Ingen hilsen. Ingen pause.
"Undskyld mig?" spurgte jeg.
"Min søn har allerede indvilliget," fortsatte hun. "Jeres hus er for stort til jer to. Det er kun logisk."
Jeg vendte mig langsomt mod Daniel. Han sad i sofaen. Tavs. Han undgik mit blik.
"Jeg var ikke enig," sagde jeg og prøvede at holde stemmen rolig.
Margaret klukkede sagte. "Det behøver du ikke. I familien spørger man ikke om lov."
Jeg ventede på, at Daniel skulle tale, men det gjorde han ikke.
Så sagde hun det – sætningen, der ændrede alt:
"Hvis du ikke kan lide det, kan du bare gå."
Mine hænder begyndte at ryste, men jeg smilede. Ikke af svaghed – men fordi jeg i det øjeblik forstod noget meget klart. Dette hus var ikke bare en drøm. Det var en slagmark.
Jeg afsluttede samtalen roligt og gik ind i køkkenet. Daniel kiggede endelig op.
Læs videre på næste side
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
