Jeg vågnede med en stærk lugt af antiseptisk, gennemtrængende og steril. En blanding af blegemiddel og alkohol, med noget andet, jeg ikke kunne identificere.
Sorg, måske. Tab har en lugt, tror jeg. Metallisk og tom.
Det fluorescerende lys over min hospitalseng var grusomt klart. For aggressivt. For levende til et rum, hvor noget lige var dødt.
Jeg følte, at min krop var tom. Ikke træt, ikke smertefuldt — bare dybt, frygteligt tomt.
Jeg behøvede ikke stille spørgsmålet. Jeg vidste allerede svaret, før sygeplejersken overhovedet dukkede op i mit synsfelt.
Hans øjne var røde. Hendes stemme rystede, da hun endelig talte.
"Jeg er så ked af det," hviskede hun. "Vi gjorde alt, hvad vi kunne."
Min baby var væk.
I starten gav disse ord ingen mening, de svævede i luften mellem os, nægtede at falde til ro, nægtede at blive virkelige.
Jeg mærkede babyen bevæge sig igen i går. Små rystelser mod mine ribben. Bevis på, at et liv voksede i mig.
Nu var der ingenting. Bare tomhed, hvor der engang var håb.
Min mand Michael sad ved siden af min seng. Han var foroverbøjet, albuerne på knæene, ansigtet begravet i hænderne.
For alle, der så på ham, så han knust ud. Knust. En sørgende far, der netop havde mistet sit første barn.
Men jeg kendte ham bedre end det. Jeg havde været gift med ham i tre år.
Og der var noget upassende i hans kropsholdning. For teatralsk. Alt for bevidst om at blive observeret.
Hendes mor, Eleanor, stod ved vinduet. Arme over kors over brystet. Den stive ryg. Hans ansigt udtryksløst.
Hun kiggede på sit ur igen og igen, som om hun havde en større aftale.
Som om hendes barnebarns død var en simpel ulempe for hendes tidsplan.
De stoffer, jeg havde fået, udhulede grænserne for min bevidsthed. Mellem søvn og vågenhed.
Jeg svævede i dette mærkelige mellemsted, hvor lydene forsvandt, og tiden ophørte med at have nogen betydning.
Gennem tågen hørte jeg stemmer. Bas. Haster. For svage til, at sygeplejerskerne kunne høre dem, men ikke så svage at mit sind kunne ignorere dem.
"Lægen sagde, at hun næsten ikke ville huske noget," siger Michael med en rolig, klinisk stemme. "Stofferne holder hende i en tåge."
"Godt." Det var Eleanor, ærlig og sikker på sig selv. "Så lad os komme til sagen."
"Jeg skal bare bruge hans fingeraftryk."
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
